En kampfisk, også kendt som Siamese fighting fish, eller Betta, er en fantastisk fisk at holde i et akvarie. Det er en farvestrålende fisk, som kan være meget social, men hvis du aldrig har haft kampfisk før, er der alligevel nogle ting du skal tænke igennem inden at du anskaffer din nye fisk. Som med alle andre dyr, er det vigtigt at de ydre forhold er i orden, da de første dage og måske uger, er de vigtigste, da din nyanskaffe kampfisk skal tilpasse sig til sine nye omgivelser, samt at du skal vænne dig til at du nu er blevet ejer af en kampfisk, med det der følger med.

Inden du kaster dig ud i at anskaffe en kampfisk, bør du stille dig selv følgende spørgsmål:

  • Er du klar til at bruge de penge der skal til for at sikre at din nye kampfisk får et ordentligt hjem?
  • Har du tiden og lysten til at sikre at din kampfisk har ordenlige forhold at leve under, - f.eks. regelmæssigt vandskifte?
  • Er du klar til at tage dig af din kampfisk de næste par år. Husk at kampfisk normalt bliver omkring 2 år, men sagtens kan leve længere hvis den har ordentlige forhold at leve under.
  • Hvis du er bortrejst i en længere periode, kan du så få nogen til at tage sig af din kampfisk imens?
  • Har du sat dig ind i hvad en kampfisk er, og hvilke krav den stiller for at trives (Research)?

Hvis du ikke kan svare ja til samtlige af disse spørgsmål, så bør du tænke dig om en ekstra gang, inden du anskaffer en kampfisk. Akvariefisk har behov for pleje og ordentlige forhold, ganske lige som alle andre kæledyr. 

 

Indhold:

Kampfiskens Habitat:

  

Kampfiskens habitat 

Det første du skal gøre, når du overvejer at anskaffe en kampfisk, er selvfølgelig at overveje hvor og hvordan den skal bo. Selv om man ofte har set kampfisk gå i bowler, eller ganske små akvarier, så er dette ikke optimale forhold for fisken, og der er nogle ting som man bør overveje, inden man kaster sig ud i sin nye rolle som indehaver at et akvarie. Kampfisk har behov for den samme pleje, som alle andre akvariefisk. 

 

Akvariets størrelse

Størrelsen på akvariet, er alfa og omega for om din kampfisk vil trives. I naturen lever kampfisken på et meget lille område, men det kan alligevel godt strække sig over et par kvadratmeter. Dette gør at det er en ideel fisk til små akvarier, og efter min mening er den bedste størrelse et akvarie på mellem 30 og 60 liter.
Bliver akvariet for lille, vil man ofte opleve at man har en fisk der hænger med næbbet, og ikke rigtig bevæger sig rundt. Er der derimod en smule størrelse på akvariet, vil man opleve en lang mere livlig fisk, der svømmer rundt og udforsker sine omgivelser.

Man kan ofte finde nogle gode startersæt i akvariebutikkerne, som gør at det er nemt at komme i gang, da disse kommer med både lys, varmelegeme og filter. Som regel er det dog ikke et filter du kan bruge når du holder kampfisk, men mere om det senere.

Som hovedregel bør akvariet være rektangulært. Fisk svømmer som bekendt oftest vandret, og derfor er en længere flade at foretrække frem for en kube der ofte er højere end den er bred. Dette vil det også give en større overflade, og dermed en større udveksling af kuldioxid og ilt.

Det er vigtigt at der er låg på akvariet, da kampfisken kan finde på at springe op af vandet, hvilket de benytter sig af i naturen, når de skal fra et sted til et andet, Ydermere skal man huske på at det er en labyrintfisk vi har med at gøre, og at den ind imellem vil gå op til overfladen for at trække luft, og her er det vigtigt at luften over overfladen har ca. samme temperatur, som der er i vandet, således at fisken ikke får et chok, hvis den skulle indånde kold luft.

Husk på at jo større akvariet er, jo nemmere er det at holde rent, og derved sikre at beboerne trives.

 

Akvariets indretning

Akvariets størrelse sætter naturligvis en begrænsning på hvor meget du kan proppe ned i det, men når du indretter akvariet, er der et par ting du skal have i baghovedet. Din kampfisk elsker storbladede planter, og gerne nogle hvor bladene ligger lige under overfladen, da den ofte bruger disse til at hvile sig på. flydeplanter må der også gerne være nogle af, da kampfisken gerne vil bygge skumrede imellem disse. Udover planter, må der også gerne være nogle dekorationer, så fisken har noget at udforske, og har nogle steder den kan trække sig tilbage til.

Hvis man vil holde sig til et naturligt miljø, kan det anbefales at sætte nogle trærødder ned, men ellers går det helt fint med de forskellige dekorationer man kan finde i butikkerne. Dog er der en ting man skal sikre sig, inden at man sætter dem ned i akvariet, og det er at der ikke er nogle skarpe kanter, da disse kan være med til at fisken river finnerne i stykker.
Det samme gør sig gældende med bundlaget. Set med fisken øjne, er det ikke så vigtigt om det er almindeligt akvariegrus, glasperler eller lyserøde sten, det der er vigtigt er igen, at det ikke er nogle skarpe kanter som fisken kan rive sig på.
Ydermere bør akvariet indeholde varmelegeme og filter.

 

Temperatur

Kampfisk har brug for en nogenlunde konstant temperatur, omkring de 25-26 grader, for at de trives. Kampfisken stammer fra Sydøstasien, og der er temperaturen noget anderledes end den vi kender herhjemme. For at tilgodese fisken bedst muligt, er det derfor nødvendigt at temperaturen kommer op på noget der minder om den temperatur de er vant til i naturen, og af denne grund er det nødvendigt at have et varmelegeme i akvariet.

 

Filtrering

Kampfisk foretrækker meget lav, eller slet ingen cirkulation i vandet. Dette gør også udslag i hvilket type filter man kan bruge når man holder kampfisk. De fleste filtre der er udstyret med en pumpe bør man holde sig fra, da det kun er et fåtal af disse der kan drosles så meget ned, at de giver et flow der er svagt nok. Der findes nogle få hængefiltre, der kan justeres så meget at de giver et minimalt flow, men stadig er det ikke optimalt. For meget cirkulation i vandet, gør at fisken skal bruge alt for mange kræfter på at bevæge sig rundt, og har svært ved at finde ro. I værste tilfælde kan dette medføre stress hos fisken.

Det optimale filter er et luftdrevet filter, som filtrerer vandet ved hjælp af en svamp. Filteret er, udover at det er nemt at justere til at have det rigtige flow, også nemt at rengøre. Ydermere er det også medhjælpende til at ilte vandet, og derved sænke antallet af gange som kampfisken skal op til overfladen for at trække luft ind.

Vælger man at have et akvarie uden filter, så skal man være klar på at der skal skiftes vand hver anden til tredje dag, da der vil være en større opbygning af affaldsstoffer i akvariet.

 

Lys

Din kampfisk bekymrer sig ikke så meget over om der er lys i akvariet, for den er det vigtigere at der er en døgnrytme i hvornår det er lyst, og hvornår det er mørkt. Der kan med fordel benyttes et døgnur til at styre dette.